Find osFind os på Google PlusFind os på LinkedIn
topfoto.jpg

Gode råd om kommunikation

Til dig, der opdaterer og vedligeholder hjemmesider

Det er ingen hemmelighed, at konkurrencen på nettet er helt enorm og at dine konkollegaers websteder er blot få klik væk. En god kommunikation, altså måden, hvorpå du præsenterer dit indhold, er yderst nødvendig, hvis du vil klare dig godt på nettet.

 

Du vil selvfølgelig gerne undgå at skuffe dine besøgende. Overvej derfor nøje både struktur, udseende og især kvaliteten af det indhold, du lægger op og ud i al offentlighed på din hjemmeside. Dermed sikrer du, at de har lyst til både at blive og vende tilbage til dig i fremtiden. 

 

Vi giver dig her en række nyttige tips og gode råd om webkommunikation, som er ganske brugbare i arbejdet med din hjemmeside og opbygning af struktur.

 

Navigation - hjælp dine besøgende på vej

Det skal være let at navigere på din side og finde den information, som man leder efter. Opbyg derfor en god og overskuelig struktur med logiske sektioner og korte og præcise menutitler. Din forside er nok vigtigst. Her skal du kort introducere, hvad man kan finde og hvad din hjemmeside har at byde på. Således giver du dine besøgende lyst til at fortsætte og dykke ned i al det spændende indhold, som du har lagt ud på dine undersider.


Opbyg troværdighed i emnevalg og indhold

Skriv kun om emner, som du virkelig ved noget om, og vær helt sikker på, at det, du skriver, er korrekt. Henvis gerne til eksterne sider, så dine argumenter bliver underbygget af pålidelige kilder. Det er desuden vigtigt med god sammenhæng i indholdet. Din hjemmeside bør levere den information, som dine brugere forventer i forhold til forside, menu og ikke mindst overskrifter. Kvalitet er derfor nøgleordet, når du vil opbygge et troværdigt websted.

 

Siderne skal være fyldestgørende og færdige ... helt færdige

Vi kender alle frustrationen. Der er useriøst og skuffende, når sider med lovende overskrifter mangler indhold. Undgå især tomme sider med fy-fy-teksten: "Under opbygning", "Kommer snart" eller "Der arbejdes på sagen". Det er snarere en gravsten end et pirrende løfte. Vent derfor med at publicere din hjemmeside og dine undersider før de er helt færdige.


Kontaktinformation er et must

Dine besøgende vil som minimum forvente kontaktoplysninger som eksempelvis firmanavn, adresse, telefonnummer og emailadresse. Husk at informationen skal være i øjenfaldende og let tilgængelig. Er du en forening uden hovedkontor, fast telefonnummer og en fælles email, så skriv endelig om det på din hjemmeside frem for at lade dine besøgende lede forgæves.

 

Inaktive links er irriterende

Sørg for, at alle dine links virker og peger hen, hvor de skal. Døde links er intet mindre end irriterende for dine kunder og besøgende. Hold kontinuerligt øje med dine eksterne links. Altså links til andre hjemmesider – de kan være lukket ned i mellemtiden. Og fjerner du en underside på din egen hjemmeside, er det en god idé at have in mente, om du linker til den i teksterne på andre af dine undersider. Disse links skal naturligvis også fjernes.


Undgå stavefejl

Sørg for at rette stavefejl og grammatiske bøffer. En enkelt ups´er får ikke din hjemmeside og dit budskab til at falde til jorden. Bare rolig. Men er teksterne sprogligt svære at afkode og springer stavefejlene op fra siderne som lopper fra en græsk gadehund, virker det som massiv støj i din kommunikation. Og måske får din hjemmeside, og dermed din virksomheds brand, et gedigent hak i sit profesionelle præg set med kundernes øjne. Husk derfor korrektur.

 

Læsevenlighed

God webkommunikationDer er en grund til, at aviser er delt op i spalter og at bøger ikke er en 1/2 meter brede. Vi opfatter bedst de webtekster, der er præsenteret i korte afsnit. Det giver ro og overblik. Husk, at luft kommunikerer mere end du måske tror – det er ikke spild af plads. Tværtimod.

Selve sproget er også vigtigt for læsevenligheden. Skriv i aktiv nutidsform og brug gerne bydeform. Undgå så vidt muligt passiv datidsform og kancellisprog, som får dine webtekster til at virke uaktuelle og din hjemmeside antikveret. Mange korte afsnit i aktiv nutidsform er grundopskriften på det læsevenlige website.

 

Brug effekter og animationer med omtanke

Undgå at overdrive brugen af grafiske elementer, der blinker og bevæger sig på dine sider. Det støjer og virker irriterende at se på i længden. Giv din læser fred til at læse og fordybe sig i dine glimrende og velskrevede webtekster.


Hastighed og alt for tunge billeder

Dine besøgende downloader faktisk din hjemmeside, når de besøger den i en browser. Og det skal helst gå hurtigt. Overvej derfor nøje antallet af billeder og ikke mindst billedernes størrelse (datamængden), når du vil krydre din hjemmeside visuelt. Dine potentielle kunders tålmodighed er måske ikke ret stor, og varer det mere end 8-10 sekunder at hente en side ned, har de fleste allerede klikket væk. Du kender det fra dig selv, ikk? Husk derfor at optimere billeder og grafik til web. Du kan nemt redigere og optimere dine billeder online. Vil du se hvordan?

 

Må du bruge billeder fra nettet?

Som udgangspunkt nej – du må ikke lægge billeder ind på din hjemmeside, som du finder på Google, på andres hjemmesider eller på de sociale medier. Ligesom andre heller ikke må bruge dine fotos. Billeder og grafik er beskyttet af loven om ophavsret. Er du ikke selv mesterfotografen, der har trykket på udløseren, og har du heller ikke selv tegnet grafikken, har du hverken ophavsret eller brugsret til materialet.

 

Det skal stå klart og tydeligt, at billederne er til fri benyttelse, før du må downloade og bruge løs. Du må selvfølgelig gerne bruge billeder, hvis du har en klar aftale med den, der har ophavsretten. Vi anbefaler derfor, at du hyrer en dygtig fotograf eller at du bruger de mange fantastiske hjemmesider med royalty-free stockfotos mod betaling. Her kan vi nævne iStock, ThinkStock, ShutterStock, BigStock, ColorBox etc. 


Keep it simple

Yes! Keep it simple...

 

Ønsker du tilbud eller en snak?

Vi ringer dig gerne op, hvis du vil vide mere om vores ydelser og produkter.

Ja tak,  jeg vil gerne kontaktes 

 

Kontakt os

 

Website © UptimeFjernsupport Åbn fjernsupport